Ayurveda

MIN REJSE IND I AYURVEDA

Når man starter en spirituel rejse kan det være svært at finde sin vej ind. Der er skrevet utrolig meget, der findes mange forskellige retninger inden for yoga, meditation, kost osv. Det kan i det hele taget være svært at gennemskue, hvor man skal starte. Jeg vil derfor i dette blogindlæg fortælle lidt om en af de retninger, som har betydet meget for min egen spirituelle udvikling. Måske det kan hjælpe dig. Min egen spirituelle rejse startede mest af alt med en fornemmelse af at noget ikke var rigtigt på trods af et liv hvor jeg var i gang med uddannelse, havde fået mit første barn og havde succes med min profil på Instagram, som gav mig mange karrieremuligheder inden for kultur og designbrancen. Jeg havde meget angst, følte mig forvirret, havde smerter og oplevede i det hele taget stor kropslig og følelsesmæssig ubalance. Jeg opsøgte forskellige behandlere, dyrkede yoga og begynde at læse meget om emnet. Jeg mærkede bestemt fremskridt, men blev ved med at ende det samme sted; angst og kropslig ubalance i form af smerter.

Jeg hørte første gang om Ayurveda fra en veninde. Jeg havde haft ondt i maven i ugevis og havde været til læge flere gange uden nogle resultater. Jeg bookede tid hos en ayurvedisk behandler og det ændrede mange ting for mig. Ayurveda var et af mine første spirituelle gennembrud og i dag danner det et grundlæggende fundament for mit liv. Jeg oplevede, at ved at forstå og leve efter de ayurvediske principper, kunne jeg tune ind på mig selv og aktivt gøre en kærlig indsats for at holde mig sig selv i balance. Jeg erfarede for første gang, hvad det reelt vil sige at tage sig af sig selv på et kropsligt niveau og ikke kun gennem en intellektuel forståelse som jeg havde fra at læse mange bøger.

DEN AYURVEDISKE METODE

Ayurveda er en 5000 år gammel sundhedsvidenskab, der stammer fra Indien. Det er en holistisk tankegang som beskriver sindet og kroppens uløselige sammenhæng. Ayurveda betyder på Sanskrit ’Videnskabet om livet’ (ayur betyder liv, og veda betyder videnskab). Ayurveda handler om kost, motion, søvn, relationer, rytmer, selvpleje og har i det hele taget det formål skabe balance i krop og sind. Et af Ayurvedaens grundprincipper er at alt levende består af de tre doshaer kaldet Vata, Pitta og Kapha, som har hver deres egenskaber og karakteristika. Hvert menneske har sin egen unikke kombination af de tre doshaer. Det er det dominerende dosha, som er afgørende for hvilke tiltag der skal til for at komme tilbage til kroppens naturlige balance. Man identificerer sit dosha ved at tage en test (på nettet eller i en bog om ayurveda), hvor man svarer på en række spørgsmål vedrørende kroppen, sindet og de reaktioner man har på verden.

Da jeg fandt ud af jeg var vata type, var der mange ting der faldt på plads for mig, og jeg kunne lige pludselig se, hvordan at jeg holdt mig selv i en række ubalancerede tilstande ved ikke at lytte efter min krops signaler. Jeg havde med andre ord en kraftig vata ubalance, som gav mig mavesmerter, lændesmerter, angst, fordøjelsesproblemer, vægttab, problemer med søvn og mange andre ting. Jeg begyndte at indrette min kost, vaner og forventninger til mit dosha og på meget kort tid oplevede jeg markante forandringer i form af mindre smerter, mindre angst og et mere roligt og balanceret sind. Jeg følte mig mere hjemme hos mig selv. Den ayurvediske livsstil handler om proces og ikke om det endeligt mål. Det er en livslang dialog med kroppen og sindet, som gradvis åbner sig mere op jo mere balanceret man bliver. Jeg kan stadig komme i ubalance i dag, men jeg er meget hurtigere til at opdage det og komme tilbage til en mere afbalanceret tilstand. Jeg kan i den grad anbefale alle som er interesseret i at lære sig selv at kende at dykke ned i ayurveda. Det er spændende læring og din krop vil elske dig for det <3


DE 3 DOSHAER

VATA – luft og æter elementerne

Vata er karakteristeret ved at være kreativ, iderig,  bevægelig, boblende, omskiftelighed, som vinden blæser, nysgerrig, hurtig til at lære, stærk åndelig kontakt, ikke særlig modstandsdygtig over for stres, energi kommer og går i bølger, entusiastisk, foranderlig, elsker forandring, kan være sulten på alle tidspunkter af døgnet, kan springe et måltid over, tynd, har svært ved at tage på, uregelmæssig fordøjelse, kolde hænder og fødder, smerter i lænden, tør, kold, ængstelig, ufokuseret, bliver let overanstrengt og overvældet, asymmetri.

PITTA – ild og vand elementerne

Pitta er kendetegnet ved at være ambitiøs, vedholdende, fokuseret, skarpt intellekt, høj energi, modig, god leder, frygtløs, præcis, velformuleret, reflekteret, disciplineret, selvstændig, organiseret, utålmodig, selvstændig, stærk, karismatisk, medium kropsbygning, symmetriske træk, god til forretninger, sund, stærk og stabil appetit, vredesudbrud, stolt, vågner op om natten og føler varme, kort lunte, inflammation, brænder ud, presser sig til det yderste, kontrollerende, opfarende, taber hår, varm.

KAPHA – jord og vand elementerne

Kaphaens kvaliteter er kendetegnet ved at være grounded, rolig, langsom, kærlig, medfølende, tager let på i vægt, jordnær, udholdenhed, stærkt helbred, empatisk, en god støtte for mange mennesker, konstant og vedholdende energi, det lange seje træk, stabil, er glad for status quo, statisk, god hukommelse, tålmodig, loyal, tilgivende, overbærende, afslappet, tager ikke initiativ, misundelig, bange for forandringer, sløv, har svært ved at komme i gang, føler sig tung i krop og sind, indadvendt.

 Her får du et par boganbefalinger som kan være med til at starte din rejse ind i ayurveda. Jeg håber de kan være med til at åbne døren ind til en ny måde at se sammenhængen mellem krop og sind og at ayurvedaens principper kan bringe glæde og balance i dit liv som det har gjort i mit.

 

BOGANBEFALINGER

 Perfect Health af Deepak Chopra.

 Lev mere, kæmp mindre af Maria Juul

 Ayurveda af Maria Juul

 Ayurveda Beginners’s Guide: Essential Ayurvedic Principles and Practices to Balance and Heal Naturally af Susan Weis -Bohlen

Previous
Previous

Vipassana - 10 dage i stilhed

Next
Next

Velkommen