Vipassana - 10 dage i stilhed

Vipassana - 10 dage i stilhed

Jeg er lige kommet hjem fra mit tredje vipassana kursus og det har endnu en gang været en vild og indsigtsfuld oplevelse. At tage på et vipassana kursus for første gang kan være en ret voldsom oplevelse. Forestillingen om at skulle meditere 10 timer om dagen i 10 dage, være i fuldkommen stilhed, blive vækket kl 4.00 og spise sit sidste måltid kl. 11.00 om formiddagen er overvældende og afholder helt sikkert mange fra at tage afsted. Jeg håber at min oplevelse med vipassana kan give en idé om hvad vipassana er, så det kan blive nemmere for dig, hvis du overvejer at tage af sted.

 

Hvad er vipassana?

Vipassana er en ældgammel meditationsteknik, som bygger på selviagttagelse. Meditationsteknikken bliver også kaldt for indsigtsmeditation, da man langsomt tæmmer sit sind til at blive mere og mere koncentreret, og dermed får en større opmærksomhed og bevidsthed omkring sin egen væren. Man observerer med andre ord virkeligheden som den er. Vipassana kan beskrives som en renselsesproces, hvor blokeringer, sorg, stress, smerte, angst og spændinger løsnes op. Teknikken gør det muligt at komme ned på sindets dybeste plan - det som man i psykologien kalder for det ubeviste. Det giver mulighed for at arbejde med ting som ellers ligger skjult for en selv, men som er årsagen til den lidelse som man måtte have.

Et vipassana kursus koster ikke noget, men er baseret på de donationer som de mediterende giver efter et endt ophold. Alle der er på stedet er frivillige og hele organisationen er drevet som en non-profit organisation

 

Mit første Vipassana kursus

Første gang jeg meldte mig på et vipassana kursus vidste jeg intet om hvad det var. Jeg havde ikke læst om det, talt med nogen om det, eller sat mig rigtigt ind i hvad det var. Jeg vidste bare at jeg havde angst, depression, smerter og en stærk følelse af ikke at høre til, og at jeg blev nødt til at gøre noget drastisk. Jeg gik til mange forskellige behandlere, men resultatet blev ved med at være det samme; ulidelig smerte i krop og sind. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at alle de steder jeg søgte for at få det bedre lå uden for mig selv. Jeg gav andre ansvaret for at få mig i balance. Med vipassana skulle jeg for første gang forholde mig til det som lå inde i mig selv og selv tage ansvaret for at forstå det. Mit første vipassana ophold var en af de mest udfordrende og grænseroverskridende oplevelser i mit liv, men også en af de bedste. At blive konfronteret med mit eget mindreværd, angst, misundelse, længsel, afsky, arrogance, selvcentrerethed, smerte, skam, ensomhed, fordømmelse, offermentalitet osv. var voldsomt og intenst. Det var dog lige så intenst at erfare, hvordan disse ting var skabt at mit ego og hvor meget kærlighed og fred der ligger i at lade disse ting opløse sig.

Igennem de mange timers meditation blev mit sind mere og mere sindsligevægtigt og holdte op med at reagere på, når mine følelser og tankemønstre fortalte mig, at jeg ikke var god nok, at andre var skyld i min smerte, at jeg var bedre end andre, at jeg var fuldstændig lost. Ved ikke at reagere på den indre dialog, som kører non-stop med spændinger, tankemønstre, smerte og ubalancer som de udspiller sig i sindet og igennem kroppen i form af kropsfornemmelser, oplevede jeg noget, som er meget svært at beskrive. Sindet, kroppen og alt den form, som jeg hele mit liv har identificeret mig med, Ida Lærke, opløste sig i en fuldstændig fredsfyldt oplevelse. Jeg oplevede for første gang hvad det vil sige ikke at være tilknyttet mit ego, men at være i det nu, som livet i virkeligheden består af. Det er en utrolig harmonisk, tryg og fredsfyldt følelse og erfaring. I løbet af mit første kursus havde jeg så mange kriser, konfrontationer og udfordringer, men da jeg kom ud på den anden side, vidste jeg at der var sket en forandring inden i mig, som jeg aldrig ville kunne gå tilbage fra. At arbejde med alt den modstand jeg havde inden i mig var så befriende og har givet mit et helt nyt perspektiv at opleve mig selv og verden ud fra.

 

Indre glæde og ro

Jeg har nu prøvet det 3 gange og hver gang har været en anderledes og mere dyb oplevelse. Den første gang vil altid være noget helt specielt, da alt er ukendt og man ikke rigtig ved hvad man går ind til. I mit liv er vipassana blevet et vigtigt redskab til at højne min bevidsthed og skabe balance, når der opstår smerte. Det er jo ikke fordi at livet holder op med at gå sin gang, fordi man tager på et vipassana kursus. Der vil altid være tab, smerte, savn og uønskede ting i et liv, men med denne meditationsteknik får man virkelig et unikt redskab til at bevare glæden, troen og sindsligevægtigheden på trods af det som måtte ske. Dette er sand spirituel udvikling <3

 

Pakkeliste

Min opfordring er at tilpasse listen til årstiden, men vær opmærksom på at comfort, blødt, nemt, rart, varmt (eller køligt) er keywords. Selvkærlig praksis i form af olier, tørbørstning eller andre ting som skaber kropslig velvære er værd at tage med.

 

Sengetøj + lagen

Meditationstøj - og meget af det. Hættetrøjer, bløde bukser, uldsweater, osv. Blødt og komfortabelt er key. Tro mig. Du vil ikke sidde og meditere i 10 timer i for stramt og ubeagtigt tøj. Der er nok udfordringer i forvejen ;)

Meditationstæppe 

Stort håndklæde 

Lille håndklæde

Pandelygte

Hjemmesko

Vaskepulver

Varmedunk

Termodunk

Gode sko som passer til årstiden. Man tager sine sko af og på konstant, så vær opmærksom på at de skal være lette at tage af og på.

Udendørstøj

Toiletsager  - sæbe, shampoo, olier, hårbørste, tandpasta osv.

Tæppe til værelset

Hovedpude

Stort tørklæde

Vækkeur

Yogamåtte

Varme sokker

Ørepropper

Next
Next

Ayurveda