Vipassana - 10 dage i stilhed
Vipassana - 10 dage i stilhed
Jeg er lige kommet hjem fra mit tredje vipassana kursus og det har endnu en gang været en vild og indsigtsfuld oplevelse. At tage på et vipassana kursus for første gang kan være en ret voldsom oplevelse. Forestillingen om at skulle meditere 10 timer om dagen i 10 dage, være i fuldkommen stilhed, blive vækket kl 4.00 og spise sit sidste måltid kl. 11.00 om formiddagen er overvældende og afholder helt sikkert mange fra at tage afsted. Jeg håber at min oplevelse med vipassana kan give en idé om hvad vipassana er, så det kan blive nemmere for dig, hvis du overvejer at tage af sted.
Hvad er vipassana?
Vipassana er en ældgammel meditationsteknik, som bygger på selviagttagelse. Meditationsteknikken bliver også kaldt for indsigtsmeditation, da man langsomt tæmmer sit sind til at blive mere og mere koncentreret, og dermed får en større opmærksomhed og bevidsthed omkring sin egen væren. Man observerer med andre ord virkeligheden som den er. Vipassana kan beskrives som en renselsesproces, hvor blokeringer, sorg, stress, smerte, angst og spændinger løsnes op. Teknikken gør det muligt at komme ned på sindets dybeste plan - det som man i psykologien kalder for det ubeviste. Det giver mulighed for at arbejde med ting som ellers ligger skjult for en selv, men som er årsagen til den lidelse som man måtte have.
Et vipassana kursus koster ikke noget, men er baseret på de donationer som de mediterende giver efter et endt ophold. Alle der er på stedet er frivillige og hele organisationen er drevet som en non-profit organisation
Mit første Vipassana kursus
Første gang jeg meldte mig på et vipassana kursus vidste jeg intet om hvad det var. Jeg havde ikke læst om det, talt med nogen om det, eller sat mig rigtigt ind i hvad det var. Jeg vidste bare at jeg havde angst, depression, smerter og en stærk følelse af ikke at høre til, og at jeg blev nødt til at gøre noget drastisk. Jeg gik til mange forskellige behandlere, men resultatet blev ved med at være det samme; ulidelig smerte i krop og sind. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at alle de steder jeg søgte for at få det bedre lå uden for mig selv. Jeg gav andre ansvaret for at få mig i balance. Med vipassana skulle jeg for første gang forholde mig til det som lå inde i mig selv og selv tage ansvaret for at forstå det. Mit første vipassana ophold var en af de mest udfordrende og grænseroverskridende oplevelser i mit liv, men også en af de bedste. At blive konfronteret med mit eget mindreværd, angst, misundelse, længsel, afsky, arrogance, selvcentrerethed, smerte, skam, ensomhed, fordømmelse, offermentalitet osv. var voldsomt og intenst. Det var dog lige så intenst at erfare, hvordan disse ting var skabt at mit ego og hvor meget kærlighed og fred der ligger i at lade disse ting opløse sig.
Igennem de mange timers meditation blev mit sind mere og mere sindsligevægtigt og holdte op med at reagere på, når mine følelser og tankemønstre fortalte mig, at jeg ikke var god nok, at andre var skyld i min smerte, at jeg var bedre end andre, at jeg var fuldstændig lost. Ved ikke at reagere på den indre dialog, som kører non-stop med spændinger, tankemønstre, smerte og ubalancer som de udspiller sig i sindet og igennem kroppen i form af kropsfornemmelser, oplevede jeg noget, som er meget svært at beskrive. Sindet, kroppen og alt den form, som jeg hele mit liv har identificeret mig med, Ida Lærke, opløste sig i en fuldstændig fredsfyldt oplevelse. Jeg oplevede for første gang hvad det vil sige ikke at være tilknyttet mit ego, men at være i det nu, som livet i virkeligheden består af. Det er en utrolig harmonisk, tryg og fredsfyldt følelse og erfaring. I løbet af mit første kursus havde jeg så mange kriser, konfrontationer og udfordringer, men da jeg kom ud på den anden side, vidste jeg at der var sket en forandring inden i mig, som jeg aldrig ville kunne gå tilbage fra. At arbejde med alt den modstand jeg havde inden i mig var så befriende og har givet mit et helt nyt perspektiv at opleve mig selv og verden ud fra.
Indre glæde og ro
Jeg har nu prøvet det 3 gange og hver gang har været en anderledes og mere dyb oplevelse. Den første gang vil altid være noget helt specielt, da alt er ukendt og man ikke rigtig ved hvad man går ind til. I mit liv er vipassana blevet et vigtigt redskab til at højne min bevidsthed og skabe balance, når der opstår smerte. Det er jo ikke fordi at livet holder op med at gå sin gang, fordi man tager på et vipassana kursus. Der vil altid være tab, smerte, savn og uønskede ting i et liv, men med denne meditationsteknik får man virkelig et unikt redskab til at bevare glæden, troen og sindsligevægtigheden på trods af det som måtte ske. Dette er sand spirituel udvikling <3
Pakkeliste
Min opfordring er at tilpasse listen til årstiden, men vær opmærksom på at comfort, blødt, nemt, rart, varmt (eller køligt) er keywords. Selvkærlig praksis i form af olier, tørbørstning eller andre ting som skaber kropslig velvære er værd at tage med.
Sengetøj + lagen
Meditationstøj - og meget af det. Hættetrøjer, bløde bukser, uldsweater, osv. Blødt og komfortabelt er key. Tro mig. Du vil ikke sidde og meditere i 10 timer i for stramt og ubeagtigt tøj. Der er nok udfordringer i forvejen ;)
Meditationstæppe
Stort håndklæde
Lille håndklæde
Pandelygte
Hjemmesko
Vaskepulver
Varmedunk
Termodunk
Gode sko som passer til årstiden. Man tager sine sko af og på konstant, så vær opmærksom på at de skal være lette at tage af og på.
Udendørstøj
Toiletsager - sæbe, shampoo, olier, hårbørste, tandpasta osv.
Tæppe til værelset
Hovedpude
Stort tørklæde
Vækkeur
Yogamåtte
Varme sokker
Ørepropper
Ayurveda
MIN REJSE IND I AYURVEDA
Når man starter en spirituel rejse kan det være svært at finde sin vej ind. Der er skrevet utrolig meget, der findes mange forskellige retninger inden for yoga, meditation, kost osv. Det kan i det hele taget være svært at gennemskue, hvor man skal starte. Jeg vil derfor i dette blogindlæg fortælle lidt om en af de retninger, som har betydet meget for min egen spirituelle udvikling. Måske det kan hjælpe dig. Min egen spirituelle rejse startede mest af alt med en fornemmelse af at noget ikke var rigtigt på trods af et liv hvor jeg var i gang med uddannelse, havde fået mit første barn og havde succes med min profil på Instagram, som gav mig mange karrieremuligheder inden for kultur og designbrancen. Jeg havde meget angst, følte mig forvirret, havde smerter og oplevede i det hele taget stor kropslig og følelsesmæssig ubalance. Jeg opsøgte forskellige behandlere, dyrkede yoga og begynde at læse meget om emnet. Jeg mærkede bestemt fremskridt, men blev ved med at ende det samme sted; angst og kropslig ubalance i form af smerter.
Jeg hørte første gang om Ayurveda fra en veninde. Jeg havde haft ondt i maven i ugevis og havde været til læge flere gange uden nogle resultater. Jeg bookede tid hos en ayurvedisk behandler og det ændrede mange ting for mig. Ayurveda var et af mine første spirituelle gennembrud og i dag danner det et grundlæggende fundament for mit liv. Jeg oplevede, at ved at forstå og leve efter de ayurvediske principper, kunne jeg tune ind på mig selv og aktivt gøre en kærlig indsats for at holde mig sig selv i balance. Jeg erfarede for første gang, hvad det reelt vil sige at tage sig af sig selv på et kropsligt niveau og ikke kun gennem en intellektuel forståelse som jeg havde fra at læse mange bøger.
DEN AYURVEDISKE METODE
Ayurveda er en 5000 år gammel sundhedsvidenskab, der stammer fra Indien. Det er en holistisk tankegang som beskriver sindet og kroppens uløselige sammenhæng. Ayurveda betyder på Sanskrit ’Videnskabet om livet’ (ayur betyder liv, og veda betyder videnskab). Ayurveda handler om kost, motion, søvn, relationer, rytmer, selvpleje og har i det hele taget det formål skabe balance i krop og sind. Et af Ayurvedaens grundprincipper er at alt levende består af de tre doshaer kaldet Vata, Pitta og Kapha, som har hver deres egenskaber og karakteristika. Hvert menneske har sin egen unikke kombination af de tre doshaer. Det er det dominerende dosha, som er afgørende for hvilke tiltag der skal til for at komme tilbage til kroppens naturlige balance. Man identificerer sit dosha ved at tage en test (på nettet eller i en bog om ayurveda), hvor man svarer på en række spørgsmål vedrørende kroppen, sindet og de reaktioner man har på verden.
Da jeg fandt ud af jeg var vata type, var der mange ting der faldt på plads for mig, og jeg kunne lige pludselig se, hvordan at jeg holdt mig selv i en række ubalancerede tilstande ved ikke at lytte efter min krops signaler. Jeg havde med andre ord en kraftig vata ubalance, som gav mig mavesmerter, lændesmerter, angst, fordøjelsesproblemer, vægttab, problemer med søvn og mange andre ting. Jeg begyndte at indrette min kost, vaner og forventninger til mit dosha og på meget kort tid oplevede jeg markante forandringer i form af mindre smerter, mindre angst og et mere roligt og balanceret sind. Jeg følte mig mere hjemme hos mig selv. Den ayurvediske livsstil handler om proces og ikke om det endeligt mål. Det er en livslang dialog med kroppen og sindet, som gradvis åbner sig mere op jo mere balanceret man bliver. Jeg kan stadig komme i ubalance i dag, men jeg er meget hurtigere til at opdage det og komme tilbage til en mere afbalanceret tilstand. Jeg kan i den grad anbefale alle som er interesseret i at lære sig selv at kende at dykke ned i ayurveda. Det er spændende læring og din krop vil elske dig for det <3
DE 3 DOSHAER
VATA – luft og æter elementerne
Vata er karakteristeret ved at være kreativ, iderig, bevægelig, boblende, omskiftelighed, som vinden blæser, nysgerrig, hurtig til at lære, stærk åndelig kontakt, ikke særlig modstandsdygtig over for stres, energi kommer og går i bølger, entusiastisk, foranderlig, elsker forandring, kan være sulten på alle tidspunkter af døgnet, kan springe et måltid over, tynd, har svært ved at tage på, uregelmæssig fordøjelse, kolde hænder og fødder, smerter i lænden, tør, kold, ængstelig, ufokuseret, bliver let overanstrengt og overvældet, asymmetri.
PITTA – ild og vand elementerne
Pitta er kendetegnet ved at være ambitiøs, vedholdende, fokuseret, skarpt intellekt, høj energi, modig, god leder, frygtløs, præcis, velformuleret, reflekteret, disciplineret, selvstændig, organiseret, utålmodig, selvstændig, stærk, karismatisk, medium kropsbygning, symmetriske træk, god til forretninger, sund, stærk og stabil appetit, vredesudbrud, stolt, vågner op om natten og føler varme, kort lunte, inflammation, brænder ud, presser sig til det yderste, kontrollerende, opfarende, taber hår, varm.
KAPHA – jord og vand elementerne
Kaphaens kvaliteter er kendetegnet ved at være grounded, rolig, langsom, kærlig, medfølende, tager let på i vægt, jordnær, udholdenhed, stærkt helbred, empatisk, en god støtte for mange mennesker, konstant og vedholdende energi, det lange seje træk, stabil, er glad for status quo, statisk, god hukommelse, tålmodig, loyal, tilgivende, overbærende, afslappet, tager ikke initiativ, misundelig, bange for forandringer, sløv, har svært ved at komme i gang, føler sig tung i krop og sind, indadvendt.
Her får du et par boganbefalinger som kan være med til at starte din rejse ind i ayurveda. Jeg håber de kan være med til at åbne døren ind til en ny måde at se sammenhængen mellem krop og sind og at ayurvedaens principper kan bringe glæde og balance i dit liv som det har gjort i mit.
BOGANBEFALINGER
Perfect Health af Deepak Chopra.
Lev mere, kæmp mindre af Maria Juul
Ayurveda af Maria Juul
Ayurveda Beginners’s Guide: Essential Ayurvedic Principles and Practices to Balance and Heal Naturally af Susan Weis -Bohlen
Velkommen
En spirituel rejse er en rejse ind i livet, som handler om at gå sig selv i møde og finde ind til de potentialer vi alle er født med. Men hvor skal man starte? På denne blog vil jeg dele indsigter og erfaringer fra min efterhånden lange rejse ind i det spirituelle. Det kan være personlige historier, boganbefalinger, digte, kunst, musik og andre inspirerende ting som jeg håber kan guide dig videre på din rejse.